Lakridskage – eller snydebrownie

Tid: 15 minutter.
Bagetid: 25 minutter.
Antal stykker: 35 små kvadrater

Kagen minder om en brownie, fordi den er brun og har samme karakteristiske, seje krumme som en brownie. Men den indeholder hverken chokolade eller kakao – det er lakridspulver, som giver smag og farve!

225 g smør
450 g brun farin
3 æg
3 spsk lakridspulver
270 g hvedemel
1½ tsk bagepulver
mellemstor bradepande (25 x 35 cm)
bagepapir

Sådan gør du:
1. Tænd ovnen på 180°. Beklæd bradepanden med bagepapir.
2. Smelt smør og brun farin i en gryde ved svag varme. Lad det køle lidt af.
3. Slå æggene ud i en skål, og pisk dem sammen med den afkølede smørblanding. Tilsæt lakridspulver, og pisk videre. Sigt hvedemel og bagepulver i smørblandingen, og rør dejen sammen med en ske, til den er jævn.
4. Fordel dejen i bradepanden, og bag kagen i ovnen i ca. 25 minutter.
5. Lad kagen afkøle, og skær den ud i 35 stykker på 5 x 5 cm.

Tips: Lakridspulver kan bl.a. købes i visse helsekostbutikker og på nettet (fx specialkøbmanden.dk og loegismose.dk).