Vandremaraton rundt om Hjarbæk fjord 2015

Fodslaw Viborgs vandremaraton på 46 km rundt om Hjarbæk Fjord lørdag den 21. marts var nr. 19 i rækken. 79 morgenfriske deltagere fra alle egne af landet startede kl. 7.30. Vejret viste sig fra den barske side med 3 graders varme og en hård vind, som rigtig kunne bide. Der var sidevind og modvind.

Hjarbæk Fjord 013

Med start fra Hjarbæk Camping gik turen nordpå på østsiden af fjorden. Først ad banestien til Skals, hvor der var formiddagskaffe ved kirken. Herefter ud til Lynderupgård, hvor ruten gik hele vejen rundt om herregården på de helt privat veje, inden vi holdt rast i en af de flotte bygninger.  Herefter gik 2/3 af deltagerne videre helt ud fjorden, hvor det i år var farbart hele vejen. Det lykkedes at komme igennem sumpområderne helt uden våde sokker. Lige før dæmningen ved Virksund havde en del af deltagerne energi til at komme op på Marens Patter (2 kæmpehøje) og nyde den gode udsigt. Den resterende 1/3 af deltagerne tog vejen til Virksund.

Hjarbæk Fjord 038

De medbragte madpakker og Fodslaws burgere blev nydt i haven ved Ravsliberiet i Virksund.

Hjarbæk Fjord 051

Så gik det sydpå på vestsiden af fjorden. Først i de skønne naturområder lige bag sommerhusene ved Ørslevkloster sø og derefter forbi Strandet hovedgård, Nr. Ørum kirke og videre til Borup, hvor vi fulgte stien langs med stranden til Tårupgård.  Den sidste rast var i Fiskbæk, hvor depoterne blev fyldt op inden de sidste 4 km til Hjarbæk Campingplads. Her sidst på turen var benene ikke helt så friske længere, så det var skønt, da Hjarbæk Camping igen kom i sigte.

Der var 6 rastepladser undervejs, hvor energidepoterne kunne blive fyldt op. Også i år var der nogle, som benyttede sig af den mulighed, der var for at stoppe turen ved en af rastepladserne, og blive kørt tilbage til startstedet. Turen sluttet med grønærter og karbonader for dem, der havde lyst til det.

Der var også 7 cyklister under ledelse af Viborg Cyklistforbund som tog turen rundt om fjorden i den stærke og kolde vind.