Cykeltur og Vandremaraton rundt om Hjarbæk fjord 22/3-2014

Fodslaw Viborgs vandretur på 46 km rundt om Hjarbæk fjord blev også i år godt besøgt. Der var 71 vandrerer, som startede kl. 7.30. Om formiddagen viste vejret sig fra den lidt kølige side, men det var flot solskinsvejr. Hen på eftermiddagen kom der et par byger men det tog ikke vandrehumøret fra deltagerne.

Hjarbæk Fjord 2014 019

I år var der 8 cyklister under kyndig ledelse fra cyklistforbundet, som tog turen rundt om fjorden, og det var en flot tur om formiddagen og en hård tur hjemad i modvind på vest-siden af Fjorden.

Med start fra Hjarbæk Camping gik turen nordpå på østsiden af fjorden. Først ad den gamle bane til Skals. Herefter ud forbi Lynderupgård, og videre helt ud til stranden. Vandstanden var i år meget høj, og det var ikke muligt at gå langs stranden, så det blev udfordrende tur på skrænterne langs vandet. En at turlederne (Lau Vigh) kom til bunds i en af de vandfyldt sumphuller. Der var fast bund, men ikke før han stod i mudder til knæene. Lige før dæmningen ved Virksund havde deltagerne energi til at komme op på Marens Patter (2 kæmpehøje) og nyde den gode udsigt. Burgerboller og de medbragte madpakker blev nydt i udestuen og haven ved ravsliberiet i Virksund. Cyklisterne havde kun denne ene rast.

Hjarbæk Fjord 2014 063

Så gik det sydpå på vest-siden af fjorden. Først i de skønne naturområder lige bag sommerhusene ved Ørslevkloster sø, og derefter forbi Strandet hovedgård, Nr. Ørum kirke og videre til Borup, hvor vi fulgte den nyere anlagte sti langs med stranden til Tårupgård. Den sidste rast var i Fiskbæk, hvor depoterne blev fyldt op inde det sidste stykke. Her sidst på turen var benene ikke helt så friske længere, så det var skønt, da Hjarbæk camping igen kom i sigte.

Hjarbæk Fjord 2014 082

Det er tidligt på vandresæsonen, og det er den første lange tur i år, så igen i år var der nogle, som benyttede sig af muligheden for at blive kørt tilbage til startstedet fra en af rastepladserne. Turen sluttet med grønærter og karbonader for dem, der havde lyst til det.

Hjarbæk Fjord 2014 108