Hjarbæk Fjord rundt 8. maj 2021

En tidlig morgenstund mødtes 64 forventningsfulde gængere ved Kvols forsamlingshus for at gå den 24. Hjarbæk fjord rundt. Alle glædede sig over endelig at kunne få brugt benmusklerne og snakketøjet ovenpå Coronanedlukningen. Man startede med kaffe og rundstykker inden afgang.

De første 6,5 km til Jordbro Engsø gik som en leg, og på rasten blev der serveret kaffe og basser, som blev indtaget med en flot udsigt over søen.

Næste etape gik til Lund, hvor der blev holdt en kort pause, inden turen gik videre til havnen i Sundstrup, hvor der blev serveret frugt.

På vej mod Lynderup gård og middagsrast blev der gjort hold ved Nørreriis put and take for at få en opstrammer i form af et glas cognac. På middagsrasten i Lynderupgårds lade blev der serveret håndmadder.

Herefter gik turen videre til Skals kirke- her efter ca. 30 km begyndte man at kunne ane lidt træthed blandt folk, men alle var ved godt mod og gik videre til Hjarbæk havn. Her kunne man nyde en super flot udsigt og en masse svaner ude på fjorden.

Ved 18 tiden var alle mand i mål igen ved Kvols forsamlingshus. Efter afregning kunne alle tage hver til sit- mættet af 46 km, god mad og en dejlig dags oplevelser.