Opvarmningstur til Hjarbæk Fjord rundt 2021

17. april 2021 deltog 24+2 hjælpere på vores opvarmningstur til Hjarbæk fjord rundt.

Vi startede kl. 09.00 fra Søndre skole i Viborg, og alle var klar til en 25 km ført tur med hastigheden 5.5 km i timen. De første 7 km inden et lille toiletophold for enden af Viborg søerne nød vi med udsigt over det nye Arnbjerg boligområde, hvor den ene nye villa efter den anden er skudt frem. Ved søerne var der udsyn til Viborgs nye akut sygehus, det nye Hotel ved Viborg stadion, som endnu ikke er færdig samt vores flotte domkirke.

Frokostrasten med Sandwich efter godt 12 km nød vi ved madpakkehuset i skoven ved Undallslund, hvor gængerne også så lidt af det nye mountainbike spor.

Vejret var perfekt. Med 13 grader og dejlig sol vandrede vi i skoven til, vi kom ud til banestien, hvor vi vandrede ad Himmerlandsstien forbi et industrikvarter hvor bl.a. Samson Agro ligger. En afstikker på Stien ved Islandsvej  førte os op til et havebesøg hos en af vores medlemmer, hvor eftermiddagskaffen med kage samt en lille en blev serveret af vores søde rastepiger.

De sidste 6 km til mål bragte os forbi køreteknisk anlæg samt forbi Bilka og ned i Liseborg området, hvor der på trods af mange villaer samt sportklubben SIK er meget fredfyldt.

Alle leverede godt humør. Det smittede af og gjorde dagen super dejlig.

Vi havde besøg af 2 Brandefolk samt 4 Århusfolk. De øvrige var egne medlemmer.

Tak til alle besøgende – vi gentager succesen igen næste år.